Hej MyEducation/alle jer der tænker på at blive Au Pairs eller allerede har taget beslutningen.
Jeg vil rigtig gerne fortælle jer om mine forberedelser, ankomst i både NY og hos min værtsfamilie, forberedelseskurset i NY og til slut give jer nogle gode råd både inden hele processen og under.
Lige 5 hurtige om mig:
1.Mit navn er Xenia Nørlem Horndrup
2.Jeg er 19 år gammel
3.I Danmark bor jeg nord for København
4.Jeg er Au Pair i San Antonio, Texas (Ankom 14.08 i New York)
5.Min værtsfamilie består af en far, en mor og 3 børn (9, 11 og 13 år)
Jeg vil har delt opslaget op i 5 dele i tilfælde af nogle kun vil vide nogle ting.
Forberedelser:
Jeg havde taget beslutningen om at jeg skulle være Au Pair start september sidste år (2016). Så var der en masse papirarbejde, og så kom det til den spændende del, at finde en familie (blive fundet). Før at en familie vil have lige præcis dig skal de have et godt førstehåndsindtryk.
Derfor skal du lave en fangende men samtidig informerende video. Lav en god kvalitet video, det betyder også noget. Forestil dig du er i deres sted, hvad ville du se? – En grumset iphoneoptaget video, eller en udarbejdet kreativ video med god lyd?
Hvis der er nogen interesse er min video her.Det er overhovedet ikke fordi jeg siger min er den bedste, men det er et fint eksempel.
Finde en familie:
Der gik ikke mere end 4 dage før jeg blev kontaktet af en familie, efter jeg var blevet lagt ind på EurAuPair’s hjemmeside. Jeg var heldig og normalt går det slet ikke så hurtigt, så vidt jeg forstod på MyEducation. Familien kontaktede mig, hvorefter vi aftalte at skype. Der klikkede vi helt vildt godt og de var simpelthen så søde. Der var dog det lille twist at jeg først kunne rejse i august og ikke juli hvor de havde brug for en Au Pair. Det var rigtig ærgerligt, men jeg tænkte at der nok skulle komme en ny familie da dette allerede var i start marts.
Der gik derefter en måned og der kontaktede min nuværende værtsfamilie mig, og de to efterfølgende dage kontaktede to familier mere mig. Jeg skrev og snakkede med dem allesammen og de var alle rigtig søde. Der var bare noget specielt over Texas familien, og jeg var ikke i tvivl om jeg ville have dem. Det endte så med de også ville have mig (LUCKY ME!!) på trods af min ankomst i august, de fandt en løsning. Jeg gav de andre familier besked og de tog det pænt. Resten er bare papirarbejde…
Afgang + intro i New York:
Ja… så kom afgangsdagen hvor jeg skulle sige farvel til min familie og venner. Det var hårdt, men så var jeg ellers afsted. Vi ankom til New York mandag eftermiddag (21 dansk tid). Jeg var godt træt, men sulten. Da jeg havde været i New York to gange før kendte jeg det meste, hvilket var rart.
Vi startede undervisningen tirsdag og sluttede torsdag eftermiddag. Dagene bestod af undervisning der indebar viden og håndtering af forskellige aldersgrupper. Det var spændende og underviserne og koordinatorne var super sjove. Fra det sekund du stiger på flyet i DK, så er alt planlagt af EurAuPair. De havde rigtig godt styr på det og der var et godt overblik. Da mine aldersgrupper ikke var omtalt så meget (de talte om 0-9-årige), tænkte jeg BOOOORING, MEN tænkte det er nok en meget god ide at følge med siden vi har en test torsdag. På den anden side var det vildt spændende (det meste af tiden haha) at lære så meget om børns udvikling, og hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg godt mærke i hvert fald disciplin-delen kan jeg bruge nu.
Efter undervisningen havde vi fri og kunne gøre hvad vi ville. Alle måltiderne var sørget for og i realiteten kan det være helt gratis at være der. Inkl. en fantastisk guided tour i en bur rundt på Manhatten, virkelig fantastisk på trods af jeg havde set det før, bare ikke fra en bus.
Da torsdagen kom, skulle vi først lave en præsentation om vores lande, så medbring endelig noget fra Danmark ud over lakridser 😉 Efterfølgende skulle vi lige have noget undervisning og så skulle vi have testen. Alle var nervøse, men sandheden er, at hvis man har FULGT MED og SKREVET NOTER så er det meget nemt. Alt i alt en rigtig fed og lærerig oplevelse til introkurset i New York.
Fredag var det afgang for alle, tid til at møde familien.
Min hverdag i Texas:
Efter min ankomst hos familien havde vi lige en weekend til at lære hinanden lidt at kende, og fordi jeg ankom “så sent” så skulle de starte i skole om mandagen.
Da ‘mine’ børn er i skolealderen, så har jeg fri i løbet af dagen. Jeg er ankommet til en super sød familie, men alt ting tager tid, så jeg er selvfølgelig stadig ved at falde til. Vær forberedt på du kommer til et land hvor ALT er stort ! Haha 🙂
Min dag foregår som følger:
•Står op kl. 6 (KAFFE!!!)
•Gør børnene klar til afgang 7:20
•Fri fra 7:30-15:30 ca.
•Når de er hjemme, kører jeg dem til deres aktiviteter
•Aftensmad kl 18:30 ca. (FRIVILLIGT)
•Aftenhygge og godnathistorie med børnene (FRIVILLIGT)
•Fri i weekenderne
Dette kan variere meget, men sådan er det for mig.
Mht. studere delen, så har jeg ikke fundet ud af det endnu, men jeg fandt det lidt vigtigere at falde til her i begyndelsen. Min Community Counselor (område “hjælperen”) og jeg skal finde ud af det sammen. I starten er der en masse ting jeg skulle have gjort da jeg skulle have CPR.-nummer, bankkonto og kørekort. Dette er bare i mit tilfælde, tror ikke det er sådan for alle.
Jeg har ikke mødt nogle venner endnu, men har planer om at starte til boksning og så kommer jeg også til at møde de andre Au Pairs i området, så det skal nok blive fint, jeg har jo massere af timer til det.
Mine råd til dig:
1.Brug tid på din introvideo, sørg for at fortæl om dig og dine egenskaber og interesser i den, det er videoen der er det første de ser. SMIL!!
2.Brug tid på at få kørt nogle timer, det er familierne meget interesseret i.
3.NYD NEW YORK!!
4.Lær familien at kende, brug tid med dem så meget du kan.
5.Lav en huskeliste hvis du har brug for det, husk det de beder dig om, det giver et godt indtryk.
6.Husk, det tager tid at falde til, giv dig selv den tid.
Mit bedste råd er: GØR DET!!
I er velkomne til at følge med på min facebookside hvor jeg opdaterer hver dag! – Her er I også velkomne til at stille mig spørgsmål hvis i skulle have bare den mindste tvivl om noget, eller skrive til mig på min private Facebook ‘Xenia Nørlem’.
Jeg håber i har fået noget ud af dette opslag.
- Xenia